Hvordan vælger jeg mellem min kæreste og mine børn?

Mette er plaget af dårlig samvittighed. Hun føler, hun skal vælge mellem at være sammen med sin kæreste eller sine børn.

# LÆS METTES SPØRGSMÅL HER:

Kære Stine

Jeg er skilt og har børn i en 8/6 ordning. Jeg har lige mødt en kæreste, som jeg er rigtig glad for, og vi bruger meget tid sammen – også med børn.

Han har ikke børn, men virker glad for mine og omvendt. Det er min første kæreste siden skilsmissen for 4 år siden, så det er nyt for mig.

Mine børn er 7 og 8 år.

Føler mig tvunget til at vælge

Mit problem er, at jeg har svært ved at finde mig tilrette, når vi er sammen alle sammen. Den dårlige samvittighed fylder - enten overfor min kæreste eller børnene. Fordi jeg hele tiden synes, jeg bør give min fulde opmærksomhed, men jo kun kan give den til enten kæresten eller børnene.

Vi er jo ikke en familie, så det her med at være sammen som EN enhed, synes jeg egentlig ikke vi er. Så enten er jeg mor og nurser/hygger med ungerne, eller også er jeg (nyforelsket) kæreste, der kysser og giver opmærksomhed til ham.

Det er ikke fordi, nogen af dem har klaget, men jeg har selv den klare følelse, at jeg svigter enten børnene eller ham.

Jeg er meget splittet. Måske er det slet ikke sagen, at være sammen hele flokken?

På grund af hans arbejde er det svært at ses i hverdagene uden børn. Derfor bliver vi næsten nødt til at involvere børnene, hvis vi skal ses. Ingen af os er interesseret i et weekendforhold. Vi vil også gerne flytte sammen på et tidspunkt.

Hvordan får jeg styr på min dårlige samvittighed?

Vh Mette

# LÆS MIT SVAR HER:

Kære Mette

Du skriver, at du kæmper med dårlig samvittighed over ikke at give din fulde opmærksomhed.

Jeg tror, alle fraskilte (ja alle forældre) har dårlig samvittighed i et eller andet omfang.

Der er altid ting, vi ville ønske, vi kunne gøre bedre.

Prøv at skrive ned for dig selv de ting, der går godt. Sæt dig med en notesbog om aftenen og reflektér over, hvad der gik godt i løbet af dagen. Ofte lægger vi nemmere mærke til det, der ikke gik så godt.

Det kan hjælpe at huske på de gode ting også.

Jeg spekulerer på, hvor meget opmærksomhed, du giver dig selv? Og de behov, du har? Lader du dig tappe af at opfylde de behov, du oplever andre har?

Kunne man forestille sig, at det ville være rart for dem (og lærerigt for dine børn) at se dig tage dig af dig selv?

For at kunne være noget for andre må du være noget for dig selv først.

Måske kan du have glæde af at lave aftaler med dig selv. Beslutte dig for, hvornår du gør noget bare for dig. Det kan være at læse i en bog, gå en tur eller tage et langt bad.

Det kan føles opslidende at have et opdelt liv, hvor den ene tid er kærestetid og den anden er børnetid.

Det kan give dårlig samvittighed at savne den eller dem, du ikke er sammen med lige nu.

Børn eller kæreste?

Mit bedste råd til dig er, at få mest muligt ud af det, som det er lige nu. Øv dig i at være lige dér hvor du er. Når du er sammen med kæresten, så nyd ham.

Nyd på samme måde tiden, du har med børnene. Send den eller dem, du savner en kærlig tanke, når du mærker savnet.

Husk at du savner, fordi du elsker og vend så tilbage til det, du var i gang med. Som du sikkert allerede gør det, hvis savnet rammer dig, mens du er på arbejde.

Det kan hjælpe at sætte ord på – enten sige det højt eller skrive lidt om det i en notesbog. Giv dig selv plads til at have alle de følelser, der melder sig.

Ofte sker der det, at følelser forandrer sig, når vi giver dem lidt plads i stedet for at skubbe dem væk.

Du skriver, at du har svært ved at finde dig tilrette, når I alle er samlet, og jeg kan høre, at du er opmærksom på, at I aldrig bliver en familie, som den intakte var det. Det er et godt udgangspunkt, for så er du realistisk omkring, hvad I kan sammen.

Relation mellem børn og kæreste tager tid

Tager vi de tilknytningsteoretiske briller på, så tager det to år at opbygge en kærlighedsrelation og fire år at opbygge en stedforælderrelation – forudsat at børnene er med på den.

Heldigvis kan din kæreste sagtens være en vigtig resurse for både dig og dine børn – også selvom han ikke er far til børnene.

Jeg tænker, at tiden vil arbejde for jer. Når I alle sammen kender hinanden bedre, slapper I også mere af sammen. Så føles små konflikter ikke længere som en kamp på liv og død, som de kan gøre det, når man er nye sammen.

Har du fortalt ham, hvordan du har det? Måske mærker han noget tilsvarende. Han kommer ind i jeres lille familie og skal også finde sin plads. Hvornår må han opdrage? Hvornår skal han trække sig? Hvor meget må han fylde i jeres familie?

Der er heldigvis ingen begrænsning på kærlighed. Jo mere du giver, jo mere får du igen. Så øs bare løs! Og glem ikke kærligheden til dig selv!

Mange hilsner
Stine