Jeg lyver om min utroskab

Anton har været sammen med sin kone i 12 år, siden de var helt unge. Nu har han forelsket sig i en kollega. Skal han blive hos konen og deres små børn (den yngste er få uger gammel) eller skal han satse på kollegaen?

# LÆS ANTONS SPØRGSMÅL HER:

Hej Stine.

Jeg er en gut på 30 år som står i et ret stort dilemma.

Min kone og jeg har været gift i 3 år og være sammen i 12 år.

Vi har hus, bil og arbejde så en ret stabilt tilværelse hvis jeg selv skal sige det.

Derudover har vi en søn på 3 år og en lille ny gut på 14 dage.

De sidste mange år har vi egentlig blot fungeret som et "makkerpar". Sexliv har været stort set ikke aktivt og hamsterhjulet har bare kørt derudaf.

Jeg startede nyt arbejde i september og fik der nogle nye kollegaer, og specielt en fik jeg et godt øje til.

Til en firmafest endte det med, at jeg havde en affære med hende. Hun var lige gået fra sin kæreste og min kone var gravid.

Nu står vi så her 3 måneder senere, og følelserne for hinanden er ikke blevet mindre. Vi har måske haft en anderledes tilgang til tingene eftersom denne affære skulle være indtil min kone havde født.

Nu står jeg så her med et barn på 3, en lille ny og en kone jeg ikke elsker eller har følelser for. Dette har jeg også har fortalt hende.

Jeg kan simpelthen ikke få tankerne væk fra min kollega. Det kunne sagtens lyde som bare en blind forelske når jeg ser det på afstand men det føles bare så meget anderledes.

Jeg har indtil videre benægtet der skulle være en anden overfor min kone, da det i min overbevisning ville være nemmere efterfølgende hvis vi skulle gå fra hinanden.

Jeg føler jeg ikke er tilstede og er kun glad med min affære, hvilket dræner hele energien i hjemmet.

Mvh

Den fortvivlede, Anton

Skriv dit eget spørgsmål til brevkassen:

brevkasse@stinezink.dk

Skilsmisse og sorg hænger sammen

# LÆS MIT SVAR HER:

Hej Anton

Tak for dit spørgsmål til brevkassen.

Du fortæller, at du har været sammen med din kone, siden du var 18.

Vi ændrer os rigtig meget i løbet af tyverne. Ofte prøver vi forskellige ting af. Vi lærer os selv bedre at kende: Hvem er jeg, nu hvor jeg er voksen og ikke længere et barn?

I tyverne foretager vi samtidig en masse valg omkring bolig, venner, job og livspartner. Det er altsammen med til at forme, hvem vi er, når vi runder de 30. Derfor plejer jeg også at sige, at det først er, når vi er omkring 30, vi bliver rigtigt voksne.

Når I har fundet sammen i så ung en alder er der ingen garanti for, at I stadig passer sammen. I kan have bevæget jer i hver sin retning, uden måske helt at registrere, det var det, der skete.

Samtidig har I to små børn, som tager jeres fokus. I har af helt naturlige årsager ikke den samme energi til jer selv og hinanden, som før børnene kom.

Hverdagen kan tage hele vores opmærksomhed. Hamsterhjulet, som du selv beskriver det, kører derudaf.

Vi opdager ikke altid, der måske mangler noget.

Pludselig kan der være en kollega, der fanger opmærksomheden.

Kollegaen er ny og spændende. Ægtefællen derhjemme kender man ind og ud. Det minder en om forpligtelser, hverdag og tryghed.

Tag en alvorlig snak med dig selv om utroskab

Jeg vil opfordre dig til at tage en alvorlig snak med dig selv om, hvad der er vigtigt for dig.

Lægger du dit fokus og din energi det rigtige sted?

Lige nu forsøger du at blæse og have mel i munden på én gang. Du må blive rundtosset af at have tankerne fyldt med kollegaen og samtidig forsøge at være noget for familien.

Jeg tænker, du må vælge. Og så gøre det valg til det rigtige valg.

For alles skyld

Du fortæller, du benægter affæren over for din kone. Hun mærker åbenbart, at noget foregår. Når du benægter, drager du hendes dømmekraft i tvivl. Hendes tillid til dig - og værre endnu: Til hende selv - får et ordentligt knæk. Samtidig træffer du store valg på hendes vegne uden at hun ved det.

Du umyndiggør hende i hendes eget liv, når hun ikke ved, hvordan landet ligger og kan træffe sin egen beslutning om, hvad der er godt for hende.

Kan det gå ud over samarbejdet efter en skilsmisse? Ja det kan det. Men det bliver ikke bedre at du også lægge løgn oveni. Tværtimod

Så vær ærlig. Eller stop affæren helt med det samme og fortæl ALDRIG om den til en levende sjæl. Denne vej kræver naturligvis, at du føler dig 100 pct sikker på, at din affære (eller andre, der har lugtet lunten) aldrig vil konfrontere din kone med deres viden.

Mand ser i mobil mens han krammer kvinde

Træf et valg efter utroskaben - og gør valget rigtigt

Er du så betaget af kollegaen, at du MÅ være sammen med hende. Så gør det!

Lev ikke dit liv mellem to stole.

Vælg hvad du vil.

Du kan ikke begge dele: To halve liv giver ikke et helt.

Når du er fysisk tilstede med din familie, men har hovedet fyldt med tanker om kollegaen, bliver du fjern for dem omkring dig. Det er ikke rart for dine børn, din kone eller dig selv.

Du er et frit menneske - du må vælge lige den vej, du vil. Men foretag det valg. Alt andet er ikke retfærdigt overfor nogen af jer.

Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke - uanset hvilken vej du vælger at gå.

Du kan have glæde af mit onlinekursus Er det slut nu? Det vil hjælpe dig med at mærke, hvilken vej, der er den rigtige for dig. Du finder det her: https://stinezink.dk/er-det-slut-nu/

Kærlig hilsen

Stine

Andre har også læst: