Jeg frygter hendes eksmand vender børnene mod mig

Søren har fundet kærligheden efter skilsmisse for tre år siden. Kæresten er del af et tidligere vennepar, og eksmanden har stadig svært ved at acceptere skilsmissen. Søren frygter, eksmanden vender børnene mod ham. Hvad gør han?

# LÆS SØRENS BREV:

Hej Stine

Vi er et fantastisk par midt i fyrrene.

Efter at have været venner i mange år blev vi for 3 år siden skilt og fandt kærligheden sammen.

Vi har aldrig mærket sådan en kærlighed før - den er fantastisk.

Min kærestes eksmand har det meget svært med skilsmissen. Jeg er bange for at han tror vi har haft noget i vores venskab. Jeg kan sige med hele mit hjerte, at det kun har været venskab.

Efter 3 år er min kærestes eksmand stadig vanvittig jaloux. Han vil stadigvæk ikke give slip på hende. Derfor er jeg frygtelig bange for at han hævner sig, ved at sætte hendes børn op imod mig.

Børnene er begyndt at opføre sig underligt over for mig. Mest den mindste på 11. Jeg kan slet ikke være i krop og hjerte. Det gør frygteligt ondt. Jeg elsker de børn som venner.

Hvad skal vi gøre ved han er ikke nem at snakke med?

Jeg håber med hele mit hjerte, du kan hjælpe

Mvh Søren

Jaloux eksmand

# LÆS MIT SVAR HER:

Kære Søren

Tillykke med at have fundet kærligheden!

Din kærestes eksmand har tidligere været en god ven for dig. Jeg kan høre, hvor meget det betyder for dig, at der er rene linier mellem jer.

Naturligvis kunne jeg tænker mig, at eksmanden valgte at tage ansvar for sine følelser og gik i terapi for at arbejde med det, der er sket. Han er en voksen mand, der skal tage ansvar for sit liv - også når livet ikke arter sig, som han kunne ønske sig.

Men det er ikke ham, der skriver til mig. Derfor kan jeg ikke gøre noget, for at flytte ham et bedre sted hen, selvom jeg gerne ville. For det arbejde ville hjælpe hans børn med at være i det her.

Du og din kæreste kan heller ikke flytte ham. Det ligger uden for jeres evne at ændre på hans følelser og tanker.

I stedet kan du og din kæreste fortsætte med at opføre jer respekfuldt omkring ham. For når alt kommer til alt har I lov til at være glade sammen.

Skriv dit eget spørgsmål til brevkassen:

brevkasse@stinezink.dk

Børnene træder til

Når voksne ikke får passet på sig selv, så sker det ofte, at børn træder til og gør arbejdet for dem.

Jeg gætter på, det er det, der er sket med den 11-årige.

I alt fald tænker jeg, det gavner jer alle, hvis det er den udgave, I vælger at holde fast i.

For tanker om at eksmanden bevidst saboterer jeres forhold, gavner ingen.

Din kæreste skal tage sig af sine børn. Lytte til dem. Rumme deres følelser. Det samme skal du, nu hvor du er i forhold med hende.

Bliver jeg forladt?

Det kan være svært for børn, når deres voksne har det svært. På samme måde kan det være svært for børn, når deres voksne finder kærligheden med en ny partner.

For i forelskelsesfasen kan vi være fraværende overfor andre - også vores børn.

Børn, hvis forældre er blevet skilt, har oplevet, at kærlighed kan ændre sig og føre til brud.

Som barn kan man frygte, at man også selv vil blive fravalgt. Man står mellem forældre, der går hver sin vej - måske endda hen imod en ny partner.

Det kan rejse spørgsmål omkring: Er der plads til mig nu? Derfor kan du udgøre en trussel set med barneøjne.

Det er et vilkår.

Derfor tænker jeg, at det bedste, du kan gøre, er, at holde fast i at være, som du plejer at være.

Træd lidt i baggrunden og giv plads til at din kærestes børn kan få alenetid med mor.

Bekymret barn gemmer sig

Hold fokus

I kommer nok aldrig til at kunne overbevise eksmanden om, at jeres forhold først er opstået efter skilsmisserne.

Brug ikke krudt på det.

Prøv om I kan hvile i at I vide, at I har gjort tingene i en respektfuld rækkefølge.

Jo mere sikre og rolige I fremstår, jo mere vil det smitte af på dem omkring jer.

Jeg ønsker jer alt det bedste!

Kærlig hilsen

Stine

Andre har også læst: