Den sorte bil tilhørte min eks' nye kæreste

Skilsmissen var 5 dage gammel.

Eller rettere...

... det var 5 dage siden, jeg var flyttet fra min eks.

Jeg stod uden for det hus, der indtil nu havde været mit, og som jeg troede, jeg skulle blive gammel i.

Nu var det kun min eks, der boede i huset.

I bilen havde jeg begge mine børn, som var 4 og 6 år gamle.

Vi var på vej mod færgen.

Mod en weekend med min veninde og hendes datter.

Jeg havde set frem til den weekend længe, for min veninde boede i København, og vi sås ikke så tit.

Alt var sårbart, nyt, underligt, spændende og helt forfærdeligt på én gang og jeg glædede mig til at dele det med hende.

Nu stod jeg foran huset.

I indkørslen holdt en bil, jeg aldrig havde set før.

Den var sort.

Der var barnesæder på bagsædet.

Og en vandflaske i kopholderen.

Mærkeligt nok havde jeg haft på fornemmelsen, at det var et dårligt tidspunkt at komme uanmeldt på.

Men min fornuft fik mig overbevist om, at det var ok at ankomme uanmeldt en almindelig fredag formiddag kl. 10.

Han havde ikke reageret på mine beskeder men vigtigst af alt:

Han havde begge pigernes sovedyr.

Så jeg ringede på.

Som en dårlig film

For mit moderhjerte kunne ikke bære, at vi skulle tage på weekend uden de sovedyr.

Mine søde piger, hvis forældre havde måttet give op i forhold til at bevare deres familie intakt.

De skulle da som minimum have deres sovedyr, når nu de skulle undvære deres far denne første weekend efter flytningen.

Forsøget på at hente de sovedyr blev som en dårlig film:

#1: Børnene, der spurgte: “Mor hvis bil er det? Må vi få en tur i den?”

#2: Mig, der som i en døs bankede på den dør, jeg bare plejede at åbne. (Jeg havde stadig nøglen til døren - men havde dog situationsfornemmelse nok til at lade den ligge i lommen).

#3: Derefter gik jeg om til soveværelsesvinduet, hvor jeg bankede på den duggede rude ind til det soveværelse, der plejede at være mit. I det stod den seng, jeg plejede at sove i og som jeg aldrig ville komme til at sove i mere.

Men her fik jeg heller intet svar (og ja - i dag ved jeg godt, at jeg var på afveje allerede, da jeg ankom uanmeldt til huset. Men der var jeg ikke nået til den dag).

#4: Mig, der sad på færgen (uden mine børns sovedyr) og græd ned i telefonen, mens jeg sms’ede med min eks, der skrev at “Vi synes, det er rigtig synd for dig”.

Hvad der helt præcist var synd for mig, fandt jeg aldrig ud af.

For mig var kniven i hjertet dette “vi”, der nu ikke længere dækkede over ham og mig, som det havde gjort i 17 år.

For nu betød "vi" ham og hans nye kæreste (hun holdt i øvrigt knap to år, og jeg synes stadig, hun er megasød).

Det var en fuldstændig surrealistisk oplevelse.

Mit liv gik videre uden mig

Fremme hos min veninde forsøgte jeg at få oplevelsen ud af kroppen med hjælp fra hende og en gin & tonic.

Ingen af delene fjernede den følelse jeg havde af at være klippet ud af mit eget liv og erstattet af en anden.

Og selvom min veninde gjorde sit bedst efor at støtte mi, så gjorde det en forskel for mig, at hun selv var del af en intakt familie.

Det betød, at jeg følte mig alene, selvom jeg var sammen med hende.

I dag ved jeg, at jeg ikke var alene.

At jeg ikke var den eneste i hele verden, der oplevede, at jeg var blevet klippet ud af mit liv og erstattet af en anden.

Følte at mit liv fortsatte - uden mig!

I dag ved jeg også, at jeg kunne have tacklet meget anderledes.

At jeg kunne have sparet mig selv for megen smerte.