Skilles eller blive sammen?

Overvejer du, om det er den bedste løsning for dig og din partner at skilles?

Runger spørgsmålet ”skal jeg skilles?” konstant i dit hoved?

Måske bliver du i et dårligt fungerende parforhold, fordi det er uoverskueligt at skulle skilles. Usikkerheden ved at skulle skilles er overvældende. Det velkendte kan føles trygt i et parforhold – såvel følelsesmæssigt som økonomisk. At deles om de praktiske opgaver er lettere. ”Det er bedst for børnene at blive sammen” siger du til dig selv.

Husk på, at børn ikke får varige mén af, at forældrenes veje skilles, men at det afhænger af, hvordan I voksne tackler at skilles. At vokse op mellem to forældre, der ikke har det godt sammen sætter også sine ubehagelige spor - det er ikke kun en skilsmisse, der kan mærke børnene.

Hvornår er det bedst at skilles?

Det har en pris at blive sammen, når kærligheden er væk.

Efterhånden får du lukket så meget ned for dine følelser og behov, at du til sidst ikke kan mærke dig selv. Irritationen og følelsen af utilfredshed vokser, uden du helt kan identificere årsagen. Du trækker dig mere ind i dig selv, bliver lettere vred og skælder mere ud på børnene.

Det kan være nødvendigt at ødelægge sit parforhold for at undgå at blive ødelagt indeni. Nødvendigt at blive skilt for at undgå at blive skilt ad indvendigt.

Er der vold eller misbrug i dit parforhold, er det tungtvejende grunde til at afslutte forholdet.

Hvordan afgør du, om du skal skilles?

Det er dg, der må træffe beslutningen. Kun du ved, hvordan det er at være dig i netop dit parforhold. Måske mener dem omkring dig, at du har det godt. At du bare skal tage dig sammen. Men husk at de kun kender forholdet udefra. De ved ikke, hvordan det er at være i det.

Det er en god idé at få hjælp til at blive afklaret hos en psykoterapeut. Jeg kan hjælpe dig med at sortere i dine tanker. Sammen undersøger vi årsagen til dit ønske om at skilles. Du får mærket efter, hvad du har brug for, og om du ønsker at give forholdet en chance til. I så fald finder vi ud af, hvordan du kan begynde at lægge noget energi i dit forhold.

I begyndelsen kan du føle dig mere forvirret. At nå frem til en afklaring tager tid. Især hvis du har overset dig selv i årevis.

Hvad kan du selv gøre?

Tal med din partner. Måske er din partner slet ikke klar over, hvordan du har det. Jo længere tid du går alene med tankerne, jo mere sandsynligt er det, at det ender med skilsmisse. For så får I ikke arbejdet på jeres forhold.

Fortæl din partner om årsagen til, du overvejer, om I skal skilles. Fortæl hvordan du har det, og hvad du savner. Det er ikke sikkert, du kan få nøjagtigt, hvad du beder om. Men det er vigtigt, at du får sat ord på, så I kan have en dialog. Og så du ikke overser dig selv og dine behov, indtil de en dag ikke kan overses længere, og du ikke ser anden løsning end at gå.

Overvej hvad du har brug for bliver ændret, så du ikke længere overvejer, om I skal skilles. Hvad kan du selv gøre? Hvad skal din partner gøre? Hvor sandsynligt er det, at I kan foretage disse ændringer?

Tænk også på hvordan det er at være barn i jeres parforhold. Det er ikke altid bedst for børnene, at deres forældre er sammen. Hvis en skilsmisse og det efterfølgende samarbejde håndteres rigtigt, får børnene ikke varige mén af, at I skilles.

Er du i tvivl om dit parforhold?

Så tag mit kursus Er det slut nu?

- du slipper for at blive drænet for energi, når du tænker på dit parforhold

Fordele og ulemper ved at skilles

Du kan opliste fordele og ulemper ved at blive skilt. Prøv eksempelvis at lave lister over:

  • Hvad vil jeg miste, hvis vi skal skilles? Det kan være bolig, tryghed, tid med børnene
  • Hvad vil jeg få, hvis vi skal skilles? Det kan være ro, lettelse, mulighed for at være dig selv, slippe for daglige skænderier
  • Du kan også lave en liste over de bekymringer, du har i forbindelse med at skulle skilles. Det kan være at finde en ny bolig, flytte, fortælle børnene I skal skilles

Sidste chance

Når du overvejer, om du skal skilles, kan du opleve at give dit forhold mange sidste chancer. Jeg opfordrer de par, der kommer til mig i parterapi at bruge et par måneder på at sætte parforholdet i centrum.

I den periode kommer I hos mig hver eller hver anden uge. Derhjemme taler I ikke om, hvorvidt I skal skilles eller ej. I forsøger at lade konflikterne ligge i hverdagen og tager dem i stedet op sammen med mig i terapien. På den måde bliver der plads til andet end spørgsmålet om at skilles eller ej.

Jeg giver jer redskaber til at tale sammen. Til oprigtigt at høre hvad den anden siger.

Når de to måneder er gået, tager I atter spørgsmålet op: Ønsker du stadig, at I skal skilles? Eller oplever du, at I er inde i en positiv forandring, som giver dig mod på fortsat at arbejde på forholdet?

At træffe beslutningen om du skal skilles eller ej tager tid. Og netop derfor er det godt at sætte dig nogle deadlines undervejs. Så du kan mærke, at du bevæger dig hen imod svaret på, om I skal vælge at blive sammen eller skilles.

Hvad skal der ske, hvis jeg skal skilles?

Hvis du skal skilles er der mange praktiske ting, du skal tage dig af. Økonomi, bolig og fordeling af bopæl og samvær. Hvilken deleordning skal dine børn have? Hvilke aftaler skal I voksne have for overlevering og kommunikation?

For mange er det en stor udfordring at fortælle børnene, at far og mor skal skilles. Og det kan bestemt også være et ubehageligt øjeblik i deres barndom. Derfor er det vigtigt, det foregår på en god måde. At I voksne holder fast på, at det er den bedste løsning at skilles. Og at det ikke er børnenes skyld.

Det er også vigtigt at børnene ved, at kærligheden til dem ikke er væk. Derfor kan formuleringer som ”vi elsker ikke hinanden mere” være uheldige, da det lærer barnet, at kærlighed kan forsvinde – altså også kærlighed til barnet! En bedre formulering kunne være ”vi skal skilles, fordi vi ikke vil være kærester mere”.

Børnene får brug for, at du støtter dem i deres sorg over, I skal skilles. Det kan være krævende, når du selv er i sorg over bruddet. Det er fint at lade børnene vide, du er ked af det. Andet ville være unaturligt! Men det er vigtigt børnene mærker, at du stadig er en klippe i deres liv.

Skilsmisse og terapi

Jeg har arbejdet med mange klienter omkring det at skilles. Min faglige viden om skilsmisse er stor og jeg blev selv skilt i 2011. Jeg har derfor indgående kendskab til alle faser og aspekter af det at blive skilt. Fra egen erfaring ved jeg, at det kan lade sig gøre at komme igennem skilsmissen på en ordentlig måde. At det er muligt at blive glad og få en god tilværelse, selvom du må skilles fra dine børns anden forælder.

Jeg kan derfor hjælpe dig med råd og redskaber til at komme godt igennem din skilsmisse. Du får støtte, så du og dine børn kommer igennem skilsmissen så godt og smertefrit som muligt. Det giver dig energi til at tage dig af de praktiske ting og til at være en god forælder gennem hele forløbet.

Lad mig finde vej ud af tvivlen!