Bliver du for børnenes skyld?

At blive skilt går hånd i hånd med skyldfølelse.

Skyldfølelse over at svigte sine børn ved at rive deres barndomshjem midt over, gøre dem til nomader mellem to hjem og lade dem leve med det konstante savn af den forælder, de ikke er hos lige nu.

Men det er jo langt fra hele sandheden. Det hjem, der brydes op, er jo ikke et lykkeligt hjem. Det er et hjem fyldt med smerte. Et hjem fyldt med skænderier, kold luft, uvenskab, manglende overskud.

Jeg husker, hvordan min ældste datter (hun var 6, da vi brød op) sjældent deltog i måltiderne mere end få minutter ad gangen. Hun kunne ganske enkelt ikke udholde den trykkede stemning over frikadellerne. Da vi var flyttet hver for sig, kunne hun for første gang i sit liv sidde længe med ved bordet.

Bliver du for din egen skyld?

Måske hører du til dem, der bliver sammen med din partner “for børnenes skyld”: Tænk dig om en gang til: Er det i virkeligheden for din egen skyld, du holder sammen på hjemmet? Har du allerede i årevis forsøgt at rette op på det dårlige parforhold? Konstant tænkt at det nok bliver bedre i morgen/efter jul/efter ferien? Har du været i terapi eller parterapi uden det havde den store positive effekt på dit parforhold? Måske fordi du inderst inde ved, at det er for sent: Forholdet er slut?

Bliver du for din egen skyld, fordi du godt ved, det kræver blod, sved og tårer at rejse sig efter en skilsmisse? Har du ikke lyst til at udskifte dit dejlige hus med en lille lejlighed i et socialt boligbyggeri? Til at måtte undvære bilen og de fede ferier hvis du bliver skilt?

Husker du, at du ikke kan skjule noget for børn? At børn opfanger alt mellem forældrene og mærker selv det mindste stemningsskift? Tænker du på, at du lærer dem, de ikke kan stole på deres fornemmelser, når du viser dem, at udadtil er alt ok? Når de mærker, den er gal, men ikke bliver mødt i det, så gør de sig selv forkert.

For når far og mor viser/siger at alt er ok, så må det være MIN oplevelse, der er forkert.

... og så er JEG forkert.