Skal jeg forlade min alkoholistiske mand?

Bente bor i udlandet med sin mand. Hun er ensom i forholdet. Hendes alkoholiserede mand hverken respekterer eller prioriterer hende. I fem år har de forsøgt at få et barn. Bør hun forlade ham?

# LÆS BENTES SPØRGSMÅL HER:

Kære Stine

Jeg skriver til dig, fordi jeg i lang tid har haft det svært i mit ægteskab.

Utallige gange har jeg overvejet at lade mig skille. Vi har forsøgt parterapi ca. syv gange, men synes ikke det har hjulpet.

Jeg føler, at min mand er dårlig til at gå på kompromis og gør egentlig, hvad der passer ham uden at tage højde for, hvordan det påvirker mig.

Et eksempel: Hver fredag aften går han i en cigarlounge, og kommer hjem omkring midnat, selvom han ved, at jeg ikke trives med det og savner, at vi også kan have en fredag sammen en gang imellem.

Jeg har foreslået at kompromis hvor han går i cigarlounge hver anden fredag, eller at vi blot har en fredag sammen om måneden, men det vil han ikke gå med til!

På grund af ham er jeg flyttet til et andet land. Jeg føler, at jeg har indgået et stort kompromis ved at opgive mit liv i Danmark, som jeg var glad for, men føler intet kompromis, den anden vej rundt.

Derudover ryger han fortsat i bilen (dog ikke når jeg er med) selvom jeg har sagt, at jeg har det skidt med, at komme ind i en bil der lugter af røg, og jeg ønsker ikke at være passiv ryger!

Han lægger mig på is

Jeg føler, det er meget vanskeligt at tale med ham, og jeg føler ikke, at jeg kan give udtryk for mine følelser eller behov.

Et eksempel er hvis jeg giver udtryk for at jeg føler mig ensom, bliver han vred eller ligger mig på is. Han siger, han føler, at det er en bebrejdelse af ham.

Hvis jeg giver udtryk for et behov, siger han typisk “jeg, jeg jeg” eller at jeg jamrer.

Derudover arbejder min mand utrolig meget. Han Kommer i hverdagen hjem ved 22-23 tiden. Hvis han kommer hjem kl. 20 er det tidligt.

Lørdag arbejder han også, og kommer hjem imellem kl. 16-19. Hver onsdag har han dog taget fri om aftenen og kommer hjem ved 18 tiden, så vi kan spise sammen, men jeg er meget alene og går normalt i seng alene.

Min mand er storryger og drikker alt for meget alkohol (langt over sundhedsstyrelsens anbefalinger). Jeg ser det som et misbrug. Han bliver meget vred og benægter, når jeg vil tale om det.

Forsøger at få et barn

Vi har i fem år forsøgt at få børn og jeg har været i fertilitetsbehandling 3 gange uden held.

Lægerne har sagt, at det er vigtigt, at vi lever sundt (uden rygning og minimalt alkohol) da det påvirker sædkvaliteten (min mand har meget dårlig sædkvalitet).

Jeg har sagt til min mand, at jeg ikke vil gennemgå flere fertilitetsbehandlinger, så længe han er storryger og drikker, som han gør.

Til det svarer han, at han ikke kan stoppe med alkohol og rygning. Han bebrejder mig, at jeg ikke acceptere ham, som han er, og at jeg blot gør alt meget værre, når jeg presser ham og prøver at lave ham om.

Jeg har sagt til ham, at han behøver professionel alkoholbehandling, men der er han i total benægtelse. Det vil han under ingen omstændigheder.

Jeg er 41 år og han er 48 år gammel. Jeg er klar over at mine chancer for at blive mor efterhånden bliver mindre og mindre, men jeg kan også godt forestille mig et liv uden børn.

Har vi gjort alt?

Mit behov er at vide, at vi gjorde hvad vi kunne, og den følelse har jeg ikke, når han lever, som han gør.

Udadtil ser vores liv godt ud. Min mand har succes på arbejdet og jeg har også et godt job, som jeg trives med.

Vi har økonomisk frihed, og kan gøre, hvad vi vil, men dette bliver tomt og ensomt, når relationen på mange andre måder ikke fungerer.

Mit selvværd er blevet dårligere og jeg er efterhånden blevet en skygge af mig selv.

Jeg føler mig handlingslammet selvom min mavefornemmelse siger mig, at det er et usundt ægteskab, og at jeg skal lade mig skille!

Hver gang vi blot har små øjeblikke, hvor det er hyggeligt kan jeg i mit hovedet tænkte “så slemt er det heller ikke” måske det blot er mig?

Jeg føler mig fanget, fordi jeg er så fastlåst og fordi jeg ikke kan tage et aktiv beslutning.

Denne tvivl har været alt for længe.

Jeg ser frem til at høre fra dig.

Kærlig hilsen

Bente

# LÆS MIT SVAR HER:

Kære Bente

Jeg ser dig for mig: Alene ude i den store verden langt væk fra trygheden i Danmark, men måske er det slet ikke sådan?

Hvordan er dit liv?

Har du venner omkring dig? Fortrolige venner, som du kan lufte dine inderste tanker med?

Jeg læser, at du er ensom i dit forhold.

Din mand arbejder meget og jeres projekt med at blive forældre er vist mest dit. Samtidig fylder din mands livsstil (alkohol, rygning, arbejde, mangel på prioritering af hjemmeliv og kærestetid) negativt i jeres ægteskab.

Det skærer mig i hjertet, når du fortæller, at han bliver vred eller lægger dig på is, når du giver udtryk for ensomhed.

At han føler sig bebrejdet, når du giver udtryk for behov. Nogle har tendens til at ville fixe ting for andre. Og når han ikke føler, han kan fixe din ensomhedsfølelse - og måske bebrejder sig selv for det - kan det ramme noget i ham.

Måske bliver han ramt på en gammel følelse af aldrig selv at være god nok? I så fald har han et arbejde at gøre - det ændrer ikke på, at du ikke får det ud af forholdet, som du har brug for.

I er tre i forholdet

Du beskriver en mand, der har et alkoholproblem.

I så fald er I tre i forholdet.

Her vil du aldrig blive hans førsteprioritet, for førstepladsen er allerede optaget af alkohol.

Du har bedt ham gå i behandling og det nægter han. Næste skridt er konfrontation, hvor du stiller ham et ultimatum. Måske vil du forlade ham, hvis han ikke på eget initiativ går i behandling NU.

Det kræver sit at opstille en konfrontation. Du skal være helt sikker på, at du kan bakke dine ord op med handling. Du kan tale anonymt med dem på Behandlingscenter Tjele og få hjælp til den del.

Du fortæller, at I allerede har forsøgt parterapi omkring syv gange. Det er godt! For så ved du, at du allerede har forsøgt den vej.
Ingen terapeut i verden kan ændre på et forhold, hvis ikke parterne selv gør en indsats. Jeg mener, du med sindsro kan forlade forholdet velvidende, at du gjorde, hvad du kunne.

Kære Bente, det, der smerter mig mest i dit skriv, er at dit selvværd er blevet dårligere. At du er blevet en skygge af dig selv. At du føler dig handlingslammet i et usundt ægteskab.

Dette er alvorligt!

Lever af brødkrummer

Du holder dig selv hen med de små glimt at hygge. Hvis du tillægger de gode stunder (urimelig) meget vægt, så slipper du for at gå.

Men er det nok? Kan du leve af brødkrummer? Jeg ønsker så meget mere for dig.

Du har fortjent at blive lyttet til. At have en mand, der interesserer sig for dine behov og bekymringer, samarbejder omkring at blive forældre og prioriterer at være sammen med dig.

Jeg vil anbefale dig at finde en terapeut at arbejde sammen med. Så du kan få kigget på, hvorfor du ikke synes, du er bedre værd.

Du har fortjent det bedste!

Kærlig hilsen
Stine