At blive skilt er som at bestige et bjerg

I årene inden jeg blev skilt, havde jeg et ønske. Jeg ønskede, at enten jeg eller min daværende mand ville blive ramt af en stor lastbil og dræbt på stedet.

Når jeg tænker på det i dag, er det en meget fremmed og voldsom tanke.

Men dengang var det for mig en løsning på det dårlige ægteskab, vi befandt os i. Jeg var kørt fysisk og psykisk træt.

At blive skilt var et uoverstigeligt bjerg. Jeg kunne ikke se toppen, og jeg kunne slet ikke se, hvad der lå på den anden side af bjerget. Derfor blev jeg stående, hvor jeg var. Det var ikke et rart sted at stå. Men det var velkendt, og i det velkendte fandt jeg en sær form for tryghed.

Jeg havde egentlig opgivet tanken om at blive skilt. En weekend på min uddannelse til psykoterapeut var emnet skilsmisse. Jeg læste litteraturen og lyttede til underviserne. Det de sagde fik mig til at tænke, at dét orker jeg ikke.

Aldrig.

Kunne jeg knipse med fingrene og være godt omme på den anden side af bjerget, ville jeg ikke tøve. Så ville jeg knipse med det samme. Men at bestige det dér bjerg.

Aldrig.

Skilt: Rejsen påbegyndes

En måned senere havde jeg ikke længere et valg. Da var den fælles beslutning om skilsmisse truffet. Jeg stod stadig ved foden af bjerget, men kunne ikke længere blive stående. Det var nu, jeg var nødt til at kravle over det.

Det var nu.

Rejsen over bjerget var den hårdeste rejse, jeg i mit liv har været ude på. Det var stormvejr. Jeg gled baglæns et par gange. Undervejs fik jeg småsten i hovedet. Et par gange blev jeg ramt af en lavine og måtte stå stille i ugevis. Men stille og roligt, skridt for skridt, kom jeg op til toppen.

Da jeg stod dér, kunne jeg pludselig se landet på den anden side. Solen skinnede. Jeg kunne se det grønne græs, som jeg så længe havde drømt om. Det græs, der ER grønnere på den anden side. Jeg kunne se, der var glæde, kærlighed og det jeg ønskede allermest: RO.

Her var plads til mig som den, jeg var engang og havde lyst til at blive igen. Langsomt begyndte jeg nedstigningen til det nye land. Turen ned var lettere end opturen. Det gjorde det lettere, at jeg kunne se mit mål og vidste, at opstigningen ikke havde været forgæves. Jeg vidste, at det at bestige bjerget var den rigtige beslutning.

Da jeg kom ned på den anden side, var der mennesker, der kom mig i møde. Mennesker, der også havde besteget bjerget og var kommet sikkert ned på den anden side. De havde det godt. Ikke alle havde selv valgt at tage turen. Men de fleste var glade for, at de var blevet tvunget til at gøre det.

Det nye liv

Også her i landet på den anden side af bjerget har der vist sig at være personer, som jeg helst er fri for. Jeg tænker på hr. Savn og fru Sorg. De kan godt finde på at genere mig. For det meste forholder de sig dog i ro. Jo længere tid jeg har været i landet på den anden side, jo mindre forstyrrer de mig.

Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg kunne finde styrken til at bestige bjerget. Men jeg gjorde det (sgu)! Turen var hård og besværlig – men den var det hele værd.

Her i landet på den anden side har jeg fundet det, jeg havde brug for. Jeg har opnået friheden til at leve mit liv, som jeg har lyst til. Overskuddet til mine børn er langt større nu, hvor ægteskabet ikke kræver al min energi.

Jeg er i et forhold, hvor jeg ikke konstant skal gå på kompromis med, hvem jeg er. Et forhold med gensidig respekt og ligeværd, hvor der er plads til mig, som jeg er. Jeg har fundet tilbage til den, jeg var engang og har opdaget mange nye sider af mig selv. Det bedste er, at jeg blevet min egen bedste ven.

Der er rart her i landet på den anden side.