Hvorfor gemmer han sin vielsesring fra tidligere forhold i sin pung?
Laura skal giftes med en mand, der har ringen fra sit forrige ægteskab i sin pung. Hun tør ikke konfrontere ham med det, men kan mærke det ikke føles rigtigt, at han går rundt med den ring. Hvad gør hun?
# LÆS LAURAS SPØRGSMÅL HER:
Hej Stine
Jeg har lige læst dit indlæg Hvad gør du med din vielsesring efter skilsmissen (https://stinezink.dk/hvad-goer-jeg-med-min-vielsesring-efter-skilsmissen/).
Jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg bare skulle af med min vielsesring hurtigst muligt, da vi blev skilt. Ringen blev solgt og jeg købte noget legetøj til mine børn for pengene.
Efter jeg har læst dit indlæg har jeg tænkt over hvorfor man vil gemme sin vielsesring. Jeg har nemlig fundet ud af at min kæreste stadig har gemt sin vielsesring fra tidligere ægteskab i sin pung.
Og jeg tør ikke konfrontere ham med det, samtidig kan jeg mærke det betyder noget for mig.
Der er ingen tvivl om de havde det dårligt og det er ikke fordi jeg er nervøs for om han vil tilbage.
Men hvorfor pokker have den på sig hele tiden?
Vi vil gerne giftes til sommer, men ærligt, så gider jeg ikke være én af to ringe han render rundt med.
Ved ikke om det overhovedet giver mening, og jeg kan jo ikke rigtig bestemme hvad han skal.
Har du et godt råd?
Kh Laura
Skriv dit eget spørgsmål til brevkassen:
brevkasse@stinezink.dk
# LÆS MIT SVAR HER:
Hej Laura
Det glæder mig, du kunne lide mit indlæg.
Jeg hæfter mig mest ved, at du skriver “jeg gider ikke være en af to ringe han render rundt med”.
Her bliver du for alvor tydelig.
Du vil være hans eneste ene nu, hvor det er jer to, der er sammen.
At han har sin tidligere vielsesring sender dig signaler om, at der er noget, der ikke er afsluttet.
Du skriver, du ikke tør konfrontere ham med det.
Hvad frygter du?
Er du bange for hans vrede og reaktion?
Eller er du bange for, at du får et svar, du ikke ønsker?
Det usagte kan gnave forholdet i stykker
Jeg vil fortælle dig et eventyr. Det er i min egen gendigtning.
En kvinde var blevet gift med en meget dejlig mand. Hun flyttede ind i hans hus. I kælderen var et rum, som hun ikke måtte gå ind i. Uanset hvad måtte hun aldrig gå derind. Efter nogen tid blev nysgerrigheden for stor og hun snupper nøglen og låser sig ind. I rummet hænger hans tidligere kærester døde på væggene.
Spørgsmålet er nu: Havde det været bedre for hende, at hun aldrig havde fundet ud af, hvad der gemte sig i rummet? Eller er det bedre for hende at kende sandheden?
Prøv at stille dig selv samme spørgsmål.
Nu tænker jeg selvfølgelig ikke, din kæreste har den form for hemmeligheder. Men mærk efter, om du synes det er ok at leve med noget, der er usagt og uforløst eller om du har brug for at få sandheden på bordet.
Hvem ved, måske har han en god forklaring. Det kan være han har planer om at gå til en guldsmed og sælge ringen, men endnu ikke har fået det gjort - fordi det også er forbundet med en vis smerte ikke længere at være i forhold med sine børns mor (hvis de har børn).
Det kan også være, han ikke selv er bevidst om, at han har følelser for sin eks som er uforenelige med at indgå i et nyt ægteskab.
Uanset hvad din kærestes årsag til at bære vielsesringen i pungen, mener jeg, du har krav på at høre den. Så du kan afgøre med dig selv, hvad dit næste skridt skal være.
Meget ofte er det det usagte, der kan ligge mellem os og vokse sig stort og forstyrrende. Måske bliver I uenige, sure, kede af det eller kommer op at skændes.
Det går over igen.
Værre er det med den gnavende følelse af, hvad ringen i pungen betyder.
Jeg ønsker for dig, at du må stå på din bryllupsdag og helhjertet sige ja tak til at dele livet med din kæreste. Min frygt er, at ringen i pungen kan dukke op mens du står ved alteret og slå skår i glæden.
Jeg håber, du kan bruge mit svar.
Kærlig hilsen
Stine