Når kemien mangler i søgen efter ny kæreste

Jeg er i den seneste tid blevet konfronteret med flere udsagn à la:

  • “Han er utrolig sød og spændende at tale med, men der er ingen kemi”
  • “Jeg har aldrig haft det så godt sammen med en mand, men der er ingen kemi”
  • “Han ser mig virkelig, som jeg er, men der er ingen kemi”

To minutter til hver

Jeg oplever, at denne type udsagn er udtryk for utålmodighed. Er "den" der ikke lige med det samme, er det videre til den næste. Som speed dating: to minutter til hver person.

Flere af de bedste parforhold, jeg kender, er parforhold, som ikke ved første øjekast så ud til at have megen fremtid. Der var alt muligt i vejen. Oftest levede den anden person slet ikke op til forventningerne. Forventninger som ofte havde at gøre med ydre ting: uddannelse, civilstatus, bopæl, tøjsmag og fritidsinteresser. Først da det lod sig gøre at se bort fra disse ydre ting kom de vigtige egenskaber frem til overfladen.

Tør du give kærligheden en chance, hvis der ikke er kemi ved første møde?

Det kan være svært at finde en ny kæreste - især hvis du er kræsen

Lad lyset være slukket

Jeg husker en serie (det var vist på TV3), hvor deltagerne skulle date i mørke. Flere havde meget gode oplevelser. Men når lyset blev tændt, var der flere, som ikke kunne lide det, de så. Derfor fravalgte de at mødes med den anden igen - selvom de havde nydt at date og også var blevet lidt forelsket.

Denne hurtighed er selvfølgelig udtryk for tendenser i samfundet, men det er vel ikke hele sandheden? Jeg tror, at mange af os er bange for at blive afvist, for at tage et forkert valg og for at sidde fast med den forkerte. Vi giver ikke reelt os selv lov til at lære den anden at kende, inden vi afviser.

Jeg tror på, at hvis du virkelig kan lide den anden og lægger energi i at opbygge relationen, så skal den fysiske tiltrækning ("kemien") nok følge trop.

Hvad mener du? Tør du give kærligheden en chance, hvis der ikke er kemi ved første øjekast?