Fraskilt – er jeg en fiasko nu?

Også inden jeg selv blev fraskilt, havde jeg stor respekt for enlige mødre. I mine øjne er enlige mødre ofte nogle meget seje kvinder med styr på tingene. De seneste år før jeg selv blev skilt, misundte jeg dem ligefrem: TÆNK at have sit liv for sig selv! Være fri for at være afhængig af en andens mening, holdning og lunefuldhed! Hvilken lykke! 

Den dag jeg mødte på arbejde og fortalte, jeg skulle skilles, udbrød en af mine daværende kolleger: ”Så er du en af dem!”. Hendes bemærkning kom bag på mig - for jeg hørte ikke: ”Wow du gjorde det! Du nøjes ikke med et dårligt ægteskab! Du tager ansvaret for dit eget liv, din egen lykke og ikke mindst for dine børns lykke og barndom! De skal ikke længere vokse op i det dårlige klima mellem to forældre, der konstant taler forbi hinanden, skændes og i den grad mangler overskud til deres børn!

Den dag var jeg for træt og udmattet til at spørge ind til, hvad hun egentlig mente, men det jeg hørte var: Fiasko! Du kunne ikke holde sammen på det allervigtigste (og allerhelligste) her i Dk-Danmark. FAMILIEN. Den ramme, dine børn har brug for. Nu kaster du dem ud i for evigt at være splittet mellem to hjem, mellem to familiekulturer. De skal for evigt savne en af deres forældre. Du åbner op for, at de skal forholde sig til fars og mors kommende (måske endda skiftende) kærester. De skal måske bo sammen med andre voksne end deres forældre – måske også andre børn!

Skilsmissen var undervejs i mange år

Jeg er sikker på, mange fraskilte har følt denne følelse af fiasko (det hører jeg i min konsultation). Selv syntes jeg, jeg var pissesej! Jeg gjorde jo netop noget ved situationen i stedet for at affinde mig med tingenes dårlige tilstand. Og nej det var ikke en hurtig beslutning. Den var undervejs i mange år, før jeg følte mig stærk og modig nok til at føre drømmen om at skabe mit eget liv ud i livet.

Naturligvis måtte også jeg igennem et større sorgarbejde. Sorgen over at den intakte familie ikke kunne opretholdes. At mine børn og jeg skulle lære at leve med daglige savn. Sorgen over drømme, der ikke længere kunne føres ud i livet (når man ikke er sammen med sine børns far, kan man ikke tage fri et halvt år og køre tværs over USA i en autocamper). Der var juleaftener og fødselsdage med fyldt med savn. Komplikationer med mine børns far, der naturligvis vedblev at se mange ting anderledes end jeg – det var jo derfor, vi blev skilt.

Men en fiasko har jeg aldrig følt mig som. Jeg har hele tiden gjort tingene så godt som jeg kunne. Jeg er klar over, det ikke altid har været optimalt, men jeg gjorde, hvad jeg formåede på det pågældende tidspunkt.

Og så er man da ikke en fiasko, vel?

Få 5 tips til at komme godt igennem skilsmissen