Hvordan kommer jeg gennem julen uden børnene?

En skilsmisse medfører mange forandringer i dit liv. Her i juletiden mærker du, at ikke alt er, som det plejer. Især den første jul efter en skilsmisse er svær at komme igennem. Oftest er den fyldt med savn.

Børnenes savn af den forælder, de ikke er hos. Dit savn efter børnene, hvis du ikke skal være sammen med dem. Måske savn efter din eks og det, I havde sammen.

Uanset hvordan I har haft det den sidste tid, så har I været en stor del af hinandens liv i måske mange år. Det tager tid at frigøre sig fra og er lige så svært som at kvitte et misbrug.

Dine børn savner sikkert den forælder og den del af familien, de ikke er sammen med i år. Det er ok. Det ER svært at blive skilt. Forsøg ikke at skjule dit eget savn for børnene. De må gerne vide, at det også er svært for dig.

Som den voksne er det dog dit ansvar, at I ikke dvæler for meget ved det svære. Prøv at få det bedste ud af situationen, som den er lige nu

Børn tager ansvar for voksne, der har det svært. Hvis dine børn er bekymrede for, om du får en god aften uden dem, så sørg for, at de ved, du nok skal klare dig. At du passer på dig selv og nok skal sørge for at få en god aften. Børnene har brug for at vide, at I godt kan have en god jul, selvom I er skilt.

Jul uden børnene

Du har sikkert haft fokus på at give børnene en god december. Med julehygge og oplevelser sammen med dig. Måske har I klippe-klistret, bagt og fået ondt i maven af for meget slik og kage.

Men nu er det blevet juleferie, og børnene er hos deres anden forælder.

Hvordan har du det? Hvordan vil du tilbringe juledage uden børnene?

Det er vigtigt, at du lader dig selv mærke, hvordan du har det med at undvære dine børn i julen. At du giver plads til sorgen og savnet. Hvis du får brug for at tage en ordentlig tudetur, så nytter det ikke noget, du befinder dig et sted, hvor du ikke er tryg nok til at gøre det.

Fortæl dem, du skal være sammen med, at det kan blive en svær tid for dig at komme igennem.

Bed om hjælp

Måske er der nogle ting, du har brug for. At ringe til en bestemt ven/veninde på alle tider af døgnet. At kunne trække dig tilbage midt i julerierne og gå en tur eller sætte dig ind på et værelse. Prøv om du kan mærke, hvordan det kan blive nemmere for dig at komme igennem.

Hvis du har brug for at dem omkring dig lader dig være uden at stille spørgsmål, så sig det. Har du brug for at din kusine går ind og spørger til dig, hvis du går, så aftal det med hende. Sæt ord på hvordan de bedst kan støtte dig.

Først og fremmest: Sørg for at lave nogle ting, der gør dig glad og lader dig op. Lyt til noget beroligende musik. Tag et langt bad. Gå en tur.

Og husk at trække vejret. Det hjælper dig til at slappe af, når du får trukket vejret godt igennem nogle gange.Gør det ikke til et projekt: Tre gange tre gange om dagen er fint.

Julen ER hård at komme igennem – især første gang uden børnene. Heldigvis er den trods alt overstået på nogle dage. Snart er børnene hjemme hos dig igen, og du kan se frem til at næste år, skal de holde jul sammen med dig!

[embed_popupally_pro popup_id="4"]

[embed_popupally_pro popup_id="9"]