Hvordan får jeg min kæreste til at forstå, at jeg ikke vil være bonusmor?
Camilla, der er kommende bonusmor vil hellere nøjes med at være ‘fars kæreste’. Hendes kæreste opfatter det som en afvisning af ham og hans børn.
# LÆS CAMILLAS SPØRGSMÅL HER:
Kære Stine
Jeg er en kommende bonusmor, stedmor, papmor – hvad det nu hedder.
Min kæreste og jeg har været sammen i tre år.
Jeg har ikke selv børn mens min kæreste har 2 børn fra et tidligere forhold.
Nu skal vi flytte sammen, og i den forbindelse er jeg rigtig betænkelig ved min nye status som en eller anden slags mor.
For jeg har ikke rigtig lyst til at være i den rolle. Jeg vil hellere være fars kæreste og på den måde være en del af børnenes liv. Han har dem 6 sammenhængende dage på 14 dage.
Problemet er, at han ikke vil lytte til mig.
Han opfatter det (tolker jeg) som en afvisning.
Jeg mener ikke selv, at jeg er afvisende. For jeg vil gerne hans børn, men jeg vil ikke forpligte mig i en rolle som mor.
Jeg føler, at det for ham handler om, at jeg skal fylde en bestemt rolle ud. Fordi det ser fint ud udadtil.
Er jeg helt tosset? Hvordan får jeg ham til at lytte?
Vh Camilla
Få 5 (livsvigtige) trin til
godt samarbejde og overskud efter
skilsmissen
nyhedsmails med støtte til at komme helskindet igennem skilsmissen.
# LÆS MIT SVAR HER:
Kære Camilla
Tak for dit spørgsmål.
Jeg kan høre, du er meget bevidst om, hvad der er rigtigt for dig.
Det er et rigtig godt udgangspunkt.
Har du meldt klart og tydeligt ud? Måske har du holdt lidt igen, fordi du ikke ønsker at gøre ham ked af det?
For at I skal komme godt fra start som samboende, er det vigtigt, at I får taget en grundig snak om jeres forventninger til det fælles liv, I nu skal i gang med.
Du tvivler på, om din kæreste lytter til, hvordan du ønsker, din rolle skal være. Derfor søger du en måde at få ham til at lytte på.
Et godt kommunikationsfif er at bede din kæreste om at gentage det, du har sagt. På den måde kan du få en fornemmelse af, om han har hørt dig og om der er misforståelser mellem jer.
Den nye familie er anderledes end den intakte
Hvis han ikke har hørt dig, kan der være mange gode grunde til det. Måske har han det svært med at være skilt og ser chancen for, at han sammen med dig igen kan blive en ”rigtig” familie med far, mor og to børn.
Men når vi bliver skilt, har vi for evigt mistet den intakte familie, der lukker sig om sig selv. Når vi danner en ny familie, så lever vi ikke længere i en lille familieenhed, der slutter sig om sig selv. Den nye familie er en langt mere åben konstellation.
Børnene lever i to forskellige kulturer: Den hos far og den hos mor. Hvis de er heldige ligner de to kulturer hinanden, men der vil altid være afvigelser.
Der er også flere forældre og familiemedlemmer at forholde sig til, når far og mor finder nye kærester (som måske også har børn).
På samme måde lever også de voksne to slags liv: Et liv med børn og et liv uden børn. Hvad I fylder jeres dag med afhænger i høj grad af, om der er børn, der skal tilgodeses.
En bonusmor er ikke en mor
Du bliver aldrig mor for hans børn. Børnene har allerede en mor.
Du kan sagtens få en vigtig rolle i deres liv. På samme måde som andre voksne: Jeres vennekreds, lærere, pædagoger, fodboldtrænere og mange andre.
Din rolle er, at du er deres fars kæreste. Du adskiller dig helt sikkert fra begge deres forældre på nogle områder, hvor du kan være et supplement og en berigelse for dem.
Du skriver ikke, hvor gamle hans børn er, men min generelle holdning er, at når børnene er hjemme hos jer, har de brug for, at far er den primære forælder.
De har brug for, at det er ham, der sørger for dem: Tjekker skolens intranet, smører madpakker, skælder ud, laver aftaler med deres mor, putter dem og alle de andre ting, der følger med til det at have børn.
Det vil være at snyde børnene at lade dig overtage den rolle.
Så når du siger, at du først og fremmest ser dig selv som fars kæreste, så synes jeg, det er en gave til børnene. For de får dig ikke presset ned i halsen. I stedet kan de tage dig til sig helt, som de har lyst til. Hvis de har lyst. Og i et tempo, de er klar til.
At opbygge en stedforælderrelation tager omkring 4 år. I mange tilfælde tager det længere tid og ofte sker det aldrig.
Her spiller børnenes alder også ind. Små børn er generelt mere åbne end teenagere over for nye kærester.
Jeg håber, du kan bruge mit svar, og det kan danne grundlag for en god og nødvendig snak mellem dig og din kæreste.
Under alle omstændigheder vil jeg gerne ønske jer tillykke med kærligheden og held og lykke med sammenflytningen.
Mange hilsner
Stine
Bliv den bonusmor, du ønsker at være
Book 20 min afklarende samtale over telefonen og hør, hvordan jeg også kan hjælpe dig
