Et godt grin forlænger parforholdet

Det siges, at latter er livsforlængende. Men kan et dagligt grineflip også være grund til, at ens parforhold kører på skinner? Tre par og en parterapeut fortæller, at det kan.

Af Helena Melin

På en bar i København i 1959 traf en ung mand og en ung kvinde hinanden. Det endte med, at han fik hendes telefonnummer. Dagen efter ringede han, og hun spurgte, om det var ham Svend Brock. Han blev stille i den anden ende af røret, for Svend var kammeraten, han havde været ude med. Hun spurgte igen, om det ikke var ham i den blå jakke.


”Nej, det er ham den anden,” svarede han.

I dag har Annie og Henning Bach været gift i 54 år, og de griner stadig af mindet om deres første telefonsamtale. De sidder omkring et sofabord i deres stue i Spørring nord for Aarhus. Han har taget sofaen, og hun sidder i en lænestol med en kop citronte foran sig.

“Henning er jo god til at fortælle sjove ting, og så kan vi godt tage et grineflip. Vi fik da grineflip i morges, da jeg smurte creme i dit hoved, Henning. Så kom jeg til at grine så meget, at jeg næsten ikke kunne få låget på,” siger Annie.

Annie og Henning griner stadig ved mindet om deres første telefonsamtale

Da spørgsmålet lyder på, hvad det sjoveste er, de har oplevet sammen, bliver der stille. Så lyser Annie op og kigger så, næsten undskyldende, på sin mand.

”Dengang din far trådte ned i malerbøtten,” siger hun grinende.

”Nå, nej, det var ikke skidesjovt, det var det da ikke,” siger Henning og prøver at holde sit grin tilbage, men han får øjenkontakt med Annie, og det mislykkes.

Så der sidder de. Han i sofaen og hun i stolen. En mand på 79 og en kvinde på 76, der begge ryster af grin over et mere end 30 år gammelt minde om en mand, der trådte ned i en malerbøtte.

Hæmmende og styrkende humor

Ifølge en undersøgelse fra Danmarks største datingside, www.dating.dk, er humor en af de tre vigtigste egenskaber, som både mænd og kvinder leder efter i en partner. Og det er ikke så underligt endda, siger psykoterapeut med speciale i parforhold, Stine Zink.

Psykoterapeut Stine Marie Zink i sin konsultation

Stine i hendes lyse konsultation i Latinerkvarteret i Århus

Ifølge hende er kommunikation nemlig ubetinget den største synder, når et parforhold går skævt. Her kan humor være en medvirkende faktor. Både på den negative og på den positive måde. Humor kan skabe afstand, fordi man let kan affærdige sin partner med en humoristisk bemærkning, hvis vedkommende går for tæt på. Og så er det netop, at kommunikationen glipper. Omvendt kan humor også bruges til at bløde op, når det hele går i hårdknude.

”Når vi griner, bliver vi afslappede og får det godt. Det kan være et vigtigt redskab i et forhold, at man har muligheden for at stoppe op med et grin og indse, hvor åndssvag man er,” siger hun.

Weekendhumor, vitser og forskellighed

I en anden dagligstue sidder Lone og Mogens Sørensen. Det er to timer efter mødet med Annie og Henning, det er mørkt, og teen er skiftet ud med kaffe. Mogens og Lone er gift på 19. år. De gik begge meget i byen, da de var yngre, og derfor var det gode humør noget af det første, de lagde mærke til ved hinanden.

”Og vi har det da stadig,” siger Mogens.

En fælles forståelse af, hvad der er sjovt, har de dog ikke altid.

“Jeg kan jo sidde og se en film og skraldgrine, og han sidder og siger: ’hold nu kæft’. Vores humor er ikke altid lige ens. Men det behøver den heller ikke at være,” siger hun.

Mogens nikker samtykkende. Han foretrækker vitser: ”Jeg kan godt lide at fyre nogle gode vitser af, og det er ikke alle, hun synes er sjove,” siger han, og Lone stemmer i: ”Ja, nogle gange synes jeg, at de er platte,” siger hun.

Forskellige former for humor er ingen hindring for at have et godt parforhold

Selvom Lone og Mogens har meget forskellige former for humor, griner de tit sammen

 

Selvom de betegner deres humor som langt fra hinanden, betyder det ikke, at der aldrig bliver grint af noget. De griner ikke sammen hver dag, men de gør det ofte.

”Det er nok mest i weekenderne, når vi har tid sammen,” siger Mogens og begrunder det med, at deres forskellige arbejdstider gør, at de normalvis ikke ser hinanden mere end et par timer i hverdagene.

”Det er ikke sådan, at vi sidder derhjemme en hverdag og siger: ’Nu skal du bare høre… ‘. Så skal der være sket noget vildt i hvert fald. Og det gør der ikke så tit. Der er jo bare hverdagens trummerum,” siger Lone.

Den røde tråd kan ikke fremtvinges

Ifølge Stine Zink er der tre faser i et forhold, hvor skilsmisseraterne topper. Når børnene er små, når børnene er flyttet hjemmefra, og når man stopper med at arbejde. Det er primært disse tre faser, hendes klienter kommer fra.

”Forholdet ryger længere ned på listen til fordel for de praktiske gøremål. Når man kommer til 30’erne, og man har hele det her setup, der skal sørges for, så bliver tingene alvorlige. Man har en fabrik kørende, og hjulene skal dreje rundt. Så hvis man ikke husker at grine sammen, glider man langsomt fra hinanden.”

Nogle af parrene kan Stine ikke hjælpe. De når til den erkendelse, at afstanden mellem dem er blevet så stor, at forholdet ikke kan reddes. Men hvis man er villig til at gøre en indsats, kan man virkelig nå langt. Og når man skal genfinde hinanden, efter det hele er gået op i beskidte sokker og speltboller, kan humoren bruges til netop det.

”Latteren er jo tit den korteste afstand mellem to mennesker,” siger hun.
Hun understreger dog, at det skal komme naturligt for parrene.

”Det er jo ikke noget, jeg kan lære folk. ’Hvad er sjovt for dig, og hvad er sjovt for dig? Grin, for pokker!’ Det kan jeg ikke. Det kan være, at man kan det i en latterklub.”

Det er især i de hårde tider i et forhold, at humoren kan hjælpe med at bringe de to parter sammen. Eksempelvis når det går skidt på jobbet, der er sygdom i familien, eller man bare har svært ved at holde fast i gnisten. Her kan humor forlænge forholdet.

”For når tingene bliver meget tunge og svære, så har vi ikke lyst til at være i det. Der skal både være dybde og lethed i et parforhold. Og derfor er det rigtig vigtigt, at humoren ligger som en rød tråd i forholdet,” siger Stine.

De daglige grin er styrkende

På Statsbiblioteket på Aarhus Universitet er det svært at finde en siddeplads. Julie Christoffersen har sin daglige gang her som uddannelsesvidenskabsstuderende, så hun manøvrer sikkert rundt og finder os endelig en plads. Hendes kæreste, Anders Kronborg, går også på AU og læser idræt, men har aldrig sat sine ben på biblioteket før. Anders og Julie har været kærester fire og et halvt år og kender hinanden fra gymnasiet.

Det er godt for parforholdet at grine sammen

”Hvis vi går sammen og ser en eller anden, der ser sjov ud, kan vi godt bare kigge på hinanden og grine,” siger Anders

De betegner begge humor som vigtigt i et forhold, men ikke det vigtigste. Ting som tillid, bekræftelse og at have de samme værdier ligger højere, og så kommer humor lige efter.

”Det er nemmere at misforstå hinanden, hvis man ikke har samme humor, og det kan der nemt komme konflikter ud af,” siger Julie.

De har aldrig haft store sammenstød på grund af misforståelser omkring humor, men de har oplevet små kontroverser grundet fejltolkninger, hvor man ikke lige fanger, at der bliver lavet sjov med en. Men det sker sjældnere. Fordi de kender hinanden så godt og har oplevet så mange ting sammen, synes de efterhånden, at de har fået samme humor.

”Man tør sige noget mere. Lave nogle lidt vildere jokes med hinanden, ” siger Anders. Det er noget, der først er kommet indenfor det seneste års tid, fordi de kender hinanden så godt, at de ved, at der ikke er ment noget ondt med det. Det hænder dog stadig, at man kommer til at overskride en grænse. Hvis det sker, har Anders løsningen klar: ”Så må man lige gå hen og give et kys,” siger han.

Humoren udvikler sig hele tiden mellem dem, fordi de oplever flere ting sammen, de kan se tilbage på og grine af. De synes derfor, at det er vigtigt at lave noget sammen, for de ting, de oplever, er altid noget, de begge finder sjovt.

”Jeg tror egentlig altid, vi griner, når vi er sammen. Det er styrkende for et forhold,” siger Julie.