Hamsterhjul - om at være for travl
Indeni mig bor en hamster. Det tror jeg i alt fald, for jeg har det meste af weekenden kunnet mærke, hvordan dens hjul drøner rundt i brystet på mig. Rundt rundt rundt.
Egentlig gik det meget godt med at ignorere det, men så blev det børnefri weekend, og da min kæreste kom for at holde weekend med mig, udskrev han hurtigt total afslapning i form af sofatid, servering af mad og tid til at gøre de ting, jeg havde lyst til at gøre (ja jeg har en god kæreste!).
Men det går da fint?
Faktisk syntes jeg, det gik helt fint. Heldagsskole, 2 nye skoleskemaer og nye fritidsaktiviteter var godt nok ikke kørt ind i en rutine. Samtidig har det taget tid at få børnene i ro efter ferien hos deres far (hvis du er fraskilt, og dine børns andet hjem adskiller sig meget fra dit, ved du helt sikkert, hvad jeg mener).
Også som psykoterapeut sker der en masse spændende lige nu, hvor jeg opbygger min klinik i Rosensgade 24. En af årsagerne til jeg ikke har oplevet det som et problem, tror jeg er, at jeg bag mig har nogle hårde år i forbindelse med skilsmisse og i sammenligning med, hvordan dét var - så er det her hamsterhjul piece of cake.
Stress kommer snigende
Som sagt kunne min kæreste hurtigt mærke på mig, at jeg ikke var så meget i ro, som jeg selv oplevede, og mindede mig kærligt men bestemt om, at man jo ikke altid selv mærker stress, før den slår én i gulvet. Pludselig kunne jeg mærke det - hamsterhjulet og den halvhjertede vejrtrækning, der kun nåede halvt ned i lungerne.
Nu er det jo ikke alle, der er så heldige at have en kæreste, der kan "mærke efter" for sig. Ikke alle der har mulighed for at trække stikket ud en weekend, lade sig opvarte og genfinde roen. Ikke alle der får stoppet op, inden det går galt.
Stress giver varige forandringer
I mit tilfælde er der nok mest tale om en efterreaktion på nogle travle uger med masser af nyt indhold. Men jeg kender efterhånden mange, der har været nede med stress. De får sjældent ro til at komme sig, før de atter er tilbage på arbejde. Dette er helt sikkert medvirkende årsag til, at de aldrig helt bliver sig selv igen. Deres hjerne og arbejdsevne er forandret for evigt. Stress er en meget alvorlig sag!
Så husk det nu! Vær opmærksom på hvor hurtigt dit indre hamsterhjul kører. Vær opmærksom på om du får trukket vejret helt ned i maven (i det mindste nogle gange om dagen), og lyt til dem omkring dig, der siger, du skal geare ned!
Måske kan de mærke noget, du ikke selv kan mærke lige nu!
Få 20 minutter gratis over telefonen og hør, hvordan jeg kan hjælpe dig
Få 5 (livsvigtige) trin til
godt samarbejde og overskud efter
skilsmissen
nyhedsmails med støtte til at komme helskindet igennem skilsmissen.