Min kæreste vil flytte, fordi min datter har det svært
Emils datter har det svært. Det sætter sit præg på den sammenbragte familie. Hvad gør han nu hvor kæresten vil flytte og sommerferien står for døren?
# LÆS EMILS BREV:
Hej Stine
Min kæreste og jeg har boet sammen i 2,5 år, og vi elsker hinanden afsindig højt.
Vi har begge to børn fra tidligere forhold.
Jeg har en pige på 14 og en dreng på 12 og min kæreste har to drenge på henholdsvis 14 og 10.
For godt et år siden begynder min pige at få det rigtig svært. Hun tyr til selvskade i form af cutting. Hun har slemme ar på begge arme og på sine ben, og de kan virke meget voldsomme.
Min ekskone og jeg har kæmpet med at få hjælp til vores datter, og den hjælp er kommer for halvanden måned siden.
Vores datter har fået en depressionsdiagnose.
I den forbindelse har hun fået både quetiapin til at sove på og sertralin mod depressionen.
Sertralinen har hun i skrivende stund fået i tre uger, og jeg har en pige der tilsyneladende er begyndt at få det bedre.
Samværsordningen er for min datters vedkommende 9/5 til sin mors favør, så hun kun er sammen med drengene fra fredag til søndag.
Min kærestes søn er utryg
Min kærestes ældste dreng har taget skarpt afstand fra min datter, og vælge ofte at tage væk hjemmefra når hun er hos os.
Indtil hun fik det skidt har min datter og drengen haft en fin relation. Men det er lang tid siden de har haft noget som helst sammen.
Min kærestes mindste er meget utryg når min datter er hos os, og han vil helst være hos sin far, fremfor at være hos os når min datter er her.
Der har været nogle episoder hvor min datter har cuttet mens de alle har været her, og jeg er i den forbindelse været nødt til at køre til PAM og skadestuen nogle gange.
I de situationer har min kæreste taget sig af min dreng sammen med sine egne, og det har været nogle meget voldsomme oplevelser for alle de tre drenge.
Vores parforhold er tyndslidt, og min kæreste giver udtryk for ikke at kunne være i det mere.
Min datter giver udtryk for, gerne at ville være noget mere hos os, men indtil videre har hun ikke været det, hovedsageligt af hensyn til min kærestes drenge.
Sommerferien er i fare
Vi står overfor en sommerferie, hvor vi på ingen måde har nogen garantier for, om hun har fået det så meget bedre, at hun kan lade være med at skabe en situation, hvor alle bliver bange og utrygge.
Det skal hertil siges, at vi skal alle seks til Bornholm, og bor på Sjælland.
Derudover har min kæreste proklameret, at hun ikke magter mere og hun ikke ser anden udvej, end at vi flytter fra hinanden.
Jeg derimod har en tyrkertro på, at vi kan overkomme den her krise, og at min datter nok skal få det bedre.
Min kæreste er nået dertil, hvor hun ikke tror hun kan vente på det... Og hvad også med sommerferien?
Jeg er top frustreret over situationen, og jeg vil på ingen måde flytte fra min kæreste.
Naturligvis skal min kæreste passe på sine drenge for enhver pris, men min datter er jo ved at få det bedre!
Jeg har virkelig brug for nogle gode råd og svar på, hvad pokker man gør i sådan en situation!
Mvh Emil
[embed_popupally_pro popup_id="4"]
Skriv dit eget spørgsmål til brevkassen:
brevkasse@stinezink.dk
# LÆS MIT SVAR HER:
Kære Emil
Tak for dit spørgsmål.
Hvor kan jeg mærke, hvordan I alle er i klemme her. Jeg forstår sørme godt, du er frustreret og søger svar og løsninger.
I mit svar til dig vil jeg udelukkende forholde mig til det at være sammenbragt familie. Jeg går således ikke ind i problematikker omkring cutting og depression. Den del læser jeg, I allerede får hjælp til.
Desværre kan jeg ikke give dig den magiske opskrift på, hvordan du/I samler de løser ender. Men jeg kan highlighte nogle ting i det, du skriver.
Allerførst: Det glæder mig at læse, at du og din ekskone har et godt samarbejde omkring din datters situation.
Et godt forældresamarbejde omkring et barn, der har det svært er guld værd. Og er desværre ingen selvfølgelighed, når forældrene er skilt.
Forskrækkelser og bekymringer
Du fortæller, at din datter er på medicin og i løbet af de seneste tre uger har fået det bedre. Det skønt! Jeg håber for jer alle, at den gode udvikling fortsætter.
Desværre løser hendes bedring ikke også alt det, der har ramt jeres sammenbragte familie. I har mistet pusten og har brug for at komme jer ovenpå alle forskrækkelser og bekymringer. Bekymringer, som jo desværre ikke er et overstået kapitel.
Sideløbende med alt det, der er sket, er der kommet en afstand ind i jeres sammenbragte familie.
Din kærestes drenge trækker sig. Det tidligere gode forhold mellem jeres børn er nu blevet anspændt.
Flytte hver til sit?
Du fortæller, at din kæreste mener, I skal flytte hver til sit.
Jeg kan høre, du føler dig afvist og frustreret.
Det forstår jeg virkelig godt.
Hvis din kæreste har besluttet sig for, at I skal flytte fra hinanden, må du respektere det (og hende).
At forsøge at overtale hende kommer der ikke noget godt ud af. Det kan få hende til at trække sig fra dig, fordi hun oplever, du ikke lytter til hendes behov.
Jeg er sikker på, det ikke er en nem beslutning for hende at træffe.
At flytte fra hinanden kan desuden være en kærlig handling.
Fordi I gør det for at passe på jeres børn, jeres sammenbragte familie, parforholdet og jer selv.
Måske kan du se hendes beslutning i det lys?
Ansvar for børnene
Du skriver, at du er med på, din kæreste skal passe på sine børn for enhver pris. Jeg vil kærligt minde dig om, at du har samme ansvar for dine børn.
Det er et urart klima for alle, når et barn har det så svært.
For din kærestes drenge betyder det, at de kan føle sig rodløse i deres mors hjem. Dette er især alvorligt, hvis det er deres primære hjem.
Her har din kæreste et ansvar for at passe på sine børn og skabe et rart klima.
Lad os også se på, hvad du kan gøre for dine børn lige nu.
Hvor er din søns plads i familien?
Du fortæller ikke, hvordan din søn har det eller hvor meget han er hos dig.
Derfor spekulerer jeg på, om han kan være lidt glemt?
Måske gør han ikke så meget opmærksom på sig selv. Børn kan ofte mærke, hvis de voksne savner overskud.
Nogle børn reagerer ved at afgive plads. Plads som de har krav på at få. Her er det de voksnes ansvar at skabe den plads til dem.
Jeg siger ikke dette, for at give dig dårlig samvittighed.
I står i en vanskelig situation, og jeg er ikke i tvivl om, at du og I gør det så godt som muligt.
Hvad har din datter brug for?
Du skriver, hun kun er sammen med din kærestes drenge fredag til søndag.
Det er en væsentlig del af den tid, hun har hos dig, da det præcis er de dage, hun har fri fra skole.
Kan hun have brug for lidt alenetid med dig (og sin bror), hvor I laver noget rart sammen?
Hun giver udtryk for at ville være mere hos dig.
Jeg tænker ikke, det handler om antallet af dage men om, at hun har brug for mere nærvær og alenetid med sin far. Prøv at skrue op for den del, inden I ændrer i hendes samværsordning.
Som det er nu har hun en fast base hos sin mor, og det mener jeg er vigtigt at bevare.
Hvad med sommerferien?
Og lad os så vende tilbage til sommerferien, som jo lige nu er det, der presser dig ekstra.
Kunne det være en mulighed at du og din kæreste på skift har huset på Bornholm?
Så I planlægger, at du er der med dine børn halvdelen af tiden, og hun er der den anden halvdel med sine børn? Evt. med en dags overlap i midten?
Jeg er klar over, det ødelægger din og din kærestes mulighed for at holde ferie sammen i år (med streg under i år). Men kunne det give jer noget også?
Jeg forestiller mig, at du vil kunne tilbyde dine børn noget ro, hvor de ikke skal forholde sig til de andre børn, som din datter lige nu har et skævt forhold til.
Dine børn kan få noget alenetid som søskende sammen med dig. Det forestiller jeg mig, de har brug for.
Samtidig kan din kæreste få et pusterum og kan styrke båndet til sine sønner. Hun sidder i en klemme, hvor hun kan føle, at hun skal vælge. Mellem dig og dine børn på den ene side, og sine egne børn på den anden. Det er selvsagt uholdbart.
Emil, jeg ønsker for jer alle at I kommer godt igennem denne turbulente tid.
God sommer!
Kærlig hilsen
Stine
