Bør jeg blive alenemor?
Mathilde står alene med sin datter på 6 måneder mens kæresten fortsætter sit ungdomsliv. Stiller hun urimelige krav eller ville det være bedst for hende og datteren at forlade ham?
# LÆS MATHILDESSPØRGSMÅL HER:
Jeg har en kæreste, som jeg bor sammen med. Vi har en datter på 6 mdr.
Jeg overvejer at slå op med ham. Men har jeg kæmpet nok?
Er det mig der er galt på den?
Burde jeg bare leve med, at jeg er moren og må tilsidesætte veninder, job, fritidsinteresser og lignende, mens han gør som der passer ham?
Jeg elsker ham, men jeg føler mig som alenemor til vores datter, og det gør, at jeg konstant er ked af det, og han føler jeg konstant er sur.
Jeg tror det handler om, at jeg har nogle forventninger til ham, som han ikke vil indfri.
Nu overvejer jeg at gå fra ham, fordi det jo ikke vil gøre nogen forskel ift. vores datter.
Jeg ville bare have hende hele tiden ligesom nu. Men jeg vil slippe for at gå med forventninger til ham og blive ked af det, hver gang han ikke 'indfrier' dem.
Alenemor fra starten
Han har gennem min graviditet været i byen hver weekend. Det har været ok - ejg har jo bare lavet det jeg gerne vil. Men han er stadig meget afsted, selvom han lovede, det ville ændre sig.
Da vores datter var 1-2 måneder, var han afsted hver weekend hele denne periode. Nu er han ikke altid i byen efter jeg har snakket med ham.
Men kan fx godt finde på at tage hjem til sine forældre fredag efter arbejde. Så hører jeg ikke noget til ham, før han kommer hjem søndag.
Han skifter aldrig en ble (måske 1 gang om måneden, når jeg virkelig tigger om det). Er aldrig stået op om natten og taget hende (fair nok, jeg ammer). Har aldrig puttet hende eller stået op med hende om morgenen. Og jeg synes alt dette jeg lige har nævnt er pisse hårdt at stå med alene hver dag.
Når han har været i byen, har han ofte også taget narko, og gider ingenting de næste 3 dage. Jeg står for vores datter 95% af tiden - han kan godt lide have hende og hygge med hende 1/2 time indimellem. Jeg står for alt, hvad der hedder oprydning, rengøring, tøjvask, indkøb og lignende.
Alene til familiearrangementer
Jeg har siddet alene hjemme og gloet til nytår, fordi han skulle være sammen med sine kammerater.
Jul holdt vi sammen, men kun fordi det var med hans familie.
Jeg havde oppe og vende at vi skulle være sammen med min familie, men fik så at vide, at så blev han bare hjemme. Fordi jeg ønsker at vores datter skal holde jul med begge sine forældre, så igen går det efter hans hoved.
Jeg føler det er uretfærdigt at han kan gøre alt hvad der passer ham. At jeg skal tilsidesætte alt, hvad jeg gerne vil (arbejde, i byen med mine veninder, fritidsinteresser).
Han er aldrig med til familiearrangementer i min familie. For det gider han ikke.
Han siger han ikke har noget at snakke med dem om.
Det gør mig ked af det, at hans behov altid skal opfyldes, og han er så egoistisk.
Jeg forventer ikke han er perlevenner med min familie. Han har valgt mig og ikke dem.
Men jeg synes ærligt godt, han kunne opføre sig voksent og tage med til nogle arrangementer et par timer et par gange om året.
De vil så gerne ham, og spørger tit til ham, når jeg som altid er alene afsted.
Puha det var en lang smøre, som jeg virkelig havde brug for at komme ud med.
Når jeg snakker med ham, får han det til at lyde, som om det er mig der er galt på den. Som om jeg bare er sur hele tiden.
Er det mig der er galt på den?
Er det forkert at jeg forventer vi fx holder nytår sammen, når vi har et barn?
Tror du det er den rigtige beslutning (og bedste for vores datter), at jeg flytter fra ham?
Er det mig der er uretfærdig og galt på den?
Mig der har brug for at gå til psykolog/terapi og mig der skaber problemer?
Jeg føler, det går ud over sin datter.
Hilsen Mathilde
Få 5 (livsvigtige) trin til
godt samarbejde og overskud efter
skilsmissen
nyhedsmails med støtte til at komme helskindet igennem skilsmissen.
Skriv dit eget spørgsmål til brevkassen:
brevkasse@stinezink.dk
# LÆS MIT SVAR HER:
Kære Mathilde
Nej jeg synes ikke, du er gal på den.
Jeg synes heller ikke, du er uberettiget sur eller har for høje forventninger.
Alle dine følelser har berettigelse.
De er dine og dem skal der være plads til.
Jeg spekulerer på, hvor godt du kendte din kæreste, inden I fik barn?
Hvorfor ønskede du, at lige præcis han skulle være far til dit barn?
Hvilke kvaliteter så du?
Hvis man brændende ønsker et barn kan man overse nogle vigtige faresignaler.
Det kan være fristende at fokusere på de gode stunder og de gode egenskaber.
Men at du elsker ham, er desværre ikke nok til at bære en familie.
Vi kan holde af mange mennesker i vores liv uden det betyder, at vi kan have en hverdag (eller opdrage børn) sammen med dem.
Den adfærd, du beskriver er ikke en, der lige kommer fra den ene dag til den anden. Han lyder umoden og uengageret i at være blevet far. Var det hans ønske at blive far? Har I talt om, hvad det indebærer at blive forældre inden I blev det?
Hans opførsel og prioritering er ikke dit ansvar. Jeg kan høre, du allerede har forsøgt at opdrage på ham. Han er desværre blevet for gammel og ønsker tilsyneladende heller ikke at ændre sig. Han er som han er. Din opgave er at undersøge, om han passer til dig.
Se på dig selv
Vend derfor blikket mod dig selv: Hvordan kan du være den mor, du ønsker at være?
Er det foreneligt med den kæreste, du har?
Du fortæller, at han tager narko.
Som misbruger bliver man nemt utrolig egoistisk.
Misbruget får den centrale plads - børn og kærester kommer længere nede ad listen.
Hvis hans manglende engagement handler om misbrug, er det hans ansvar at få hjælp til det. Det forpligter ikke dig til at vente til han (måske engang) får bearbejdet det misbrug.
Som kæreste til en misbruger kan du nemt være blevet medafhængig.
Det betyder, at du skaber et liv omkring din kæreste, hvor det bliver muligt for ham at fortsætte sit misbrug og sin barnlige adfærd.
At være medafhængig er ikke sundt for hverken dig eller din datter, som også lærer at misbruget er det vigtigste i jeres familie.
Inddrag venner og familie
Hvordan ser dine veninder og familie på dit forhold?
Du skriver, din familie gerne vil ham. Jeg tænker, at de først og fremmest gerne vil se dig glad. At de primært spørger til ham, fordi de er bekymrede for dig.
Prøv at tale med dem om det. Luk selv lidt op for, at det er svært.
Du er velkommen til at finde en tid i min kalender, hvis du ønsker mere hjælp til at komme ud af den situation, du står i. Vi kunne fx se på, hvorfor du lader dig nøje med en fraværende kæreste.
I har fortjent at have det godt.
Kærlig hilsen
Stine
