Hvad har du brug for?
I mit arbejde som psykoterapeut bliver jeg gang på gang mindet om, hvor vigtigt det er, at tale ud fra sig selv. Jeg ser, hvilken forskel det gør, at du sætter ord på din længsel i stedet for at blive bebrejdende. Hvad det kan betyde for dine relationer, at du holder fokus på dig selv - frem for at bebrejde din partner. For at gøre det må du blive bevidst med dig selv om, hvad du ønsker, og hvor dine grænser går.
Jeg oplever, at par kommer til mig for gennem parterapi at få svar på, om de skal blive sammen eller bør gå hver til sit. Jeg må skuffe dem. Det kan jeg ikke svare på. Kun de kan mærke, om det her er noget, de vil eller ikke vil. Det er bevidst, jeg bruger ordet vil, for i min optik er et parforhold noget, man vælger at lægge energi i. Den dag man holder op, dør forholdet langsomt men sikkert.
Hvem har ret?
Mange er gode til at påpege partnerens fejl. Gode til at beskrive hvad den anden burde ændre i sine handlinger, i sin måde at sige tingene på. Også her kan de ønske sig, jeg gør mig til dommer og dømmer, hvem har ret i denne konflikt?
Onlinekursus: Er det slut nu? Om parforhold, tvivl og kærlighed
Men jeg dømmer ikke. I stedet spørger jeg, hvad parret savner fra hinanden og hvad de selv kan bidrage med for at forholdet bliver et bedre sted at være. Ofte bliver der stille. Jeg må gentage spørgsmålet flere gange og insistere på at få et svar, inden vi bevæger os ned ad den vej, hvor parterne viser hinanden deres sårbarhed, deres ønsker og længsler.
For mange er det helt ukendt land at flytte fokus fra den anden til sig selv. Mange er opdraget til at sætte sig selv til side for at tage hensyn til andre. Til sidst ved de ikke, hvad der er vigtigt og væsentligt i deres eget liv. I terapien møder jeg mennesker, der siger, de bare gerne vil være glade. Når jeg spørger ind til, hvad der gør dem glade, bliver de tomme i blikket og kan ikke svare.
En ensom rejse
At finde tilbage til dig selv tager tid. Det tager tid igen at kunne mærke dine behov og ønsker, hvis du har negligeret dem gennem længere tid. At begynde at sætte ord på føles meget uvant og det er noget, du skal vænne dig til. Du skal vænne dig til at få nye reaktioner fra omverdenen, når du tager mere plads i dit liv. Det er en rejse, der er både spændende og hård. Nogle gange føles den ensom, og derfor er rart at have en at støtte sig til. En som kærligt kan spejle dig og fortælle dig, hvordan du virker på andre. Stille de rette spørgsmål og hjælpe dig til at se tingene fra en anden vinkel. Her kan jeg som psykoterapeut være en god hjælp.
Når du taler ud fra dig selv og sætter ord på, hvad du har brug for, bliver du langt tydeligere for omverdenen. Du holder op med at stille krav til andre. Det bliver naturligt for dig at nedtrappe konflikter, hvis du før havde tendens til at optrappe dem. For nu er du ikke bange for, at andre er forskellige fra dig. Derfor kan du rumme - og være ægte nysgerrig på - hvad andre mener, uden at føle dig truet af forskelligheden.
Så uanset om du ønsker et bedre parforhold eller at styrke dit selvværd, så begynder det med dig selv: At blive bevidst om og udtrykke hvad du har brug for.
Onlinekursus: Er det slut nu? Om parforhold, tvivl og kærlighed
Få 5 (livsvigtige) trin til
godt samarbejde og overskud efter
skilsmissen
nyhedsmails med støtte til at komme helskindet igennem skilsmissen.