Derfor ophobede min vrede sig

Engang læste jeg en masse bøger om at bearbejde vrede og irritation.

Jeg læste om, hvordan jeg skulle lære at tælle til ti. Lære at sige pyt. Lade min vrede gå ud over en pude. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg stod og bed i håndklædet på badeværelset, mens jeg skreg så stille, jeg kunne - for at dem på den anden side af badeværelsesdøren ikke skulle høre hvor frustreret, jeg var.

Det var bare ikke nok.

Slet ikke.

Teknikkerne fik mig kun til at gemme min vrede væk uden at interessere mig for, hvad den kom af.

Derfor ophobede min vrede sig til låget sprang af, og jeg nærmest eksploderede af vrede. Og så fulgte mere vrede, surhed og afstand til ham, jeg forsøgte at komme tæt på.

Jeg var forkert

Jeg troede, min vrede var et spørgsmål om temperament og at mit var særlig dårligt. På grund af det var jeg irritabel og følte så meget vrede indeni. Med andre ord følte jeg, at det var mig, der var noget i vejen med.

Mit selvværd var ikke godt nok til, at jeg kunne se, at ikke hele problemet lå hos mig. Jeg kunne ikke se, at min vrede og irritation skyldtes et dårligt fungerende parforhold. At min vrede ikke kun var mit ansvar, men mit og min daværende mands fælles ansvar.

Vreden var kun det øverste lag

I dag ved jeg, at vrede dækker over andre følelser.

Jeg ser nu, at jeg havde et enormt savn. At jeg var ensom i mit ægteskab. Jeg var ikke dér, hvor jeg gerne ville være i livet. Derfor lykkedes det ikke at dæmpe min vrede og irritation. De måtte forløses på en anden måde.

Det ultimative svar for mig var at blive skilt. Kun på den måde kunne jeg frigøre mig for de daglige irritationer og den konstante følelse af utilfredshed. Utilfredshed med mig selv, min partner og mit liv.

Vi fortjente bedre

Det var en længerevarende proces, der krævede hårdt arbejde og mange samtaler med en psykoterapeut at tillade mig at tro på, at jeg (mine børn og min mand) fortjente bedre end det, ægteskabet havde udviklet sig til. Det tog tid for mig at tillade mig selv at indse, at alt det hårde arbejde for at blive sammen ikke bar frugt.

Når jeg mærker vrede i dag, lader jeg den ikke hobe sig op. Jeg sætter ord på den og får den ud ret hurtigt efter, jeg mærker den.

Og jeg har det godt med vrede. For når jeg giver plads til den, undgår jeg at den kommer ud af kontrol.