7 tips mod kærestesorg
Uanset hvordan du og din eks har haft det sammen i slutningen af jeres forhold, er den første tid efter skilsmissen svær at komme igennem.
Når du lider af kærestesorg kan du være som besat af din eks, og dine tanker kan kredse om:
- hvad han/hun laver nu
- hvem han/hun er sammen med
- om han/hun tænker på dig
- har fundet en ny eller
- fyrer den af i nattelivet.
Hvis du er blevet forladt, kan du have tanker om at hævne dig. Det er helt normalt – så længe du ikke fører det ud i livet. I kærestesorg kan du blive besat af tanken om at vinde din eks tilbage. Pludselig er du måske villig til at lave dig selv helt om – også på områder, hvor du tidligere har insisteret på, at få lov at være, som du er i dit parforhold.
Læs også: Hjælp dig selv gennem skilsmissen
Det kan være lige så svært at komme sig over kærestesorg som at kvitte et misbrug. Der udløses nemlig dopamin i hjernen ved forelskelse såvel som ved misbrug af fx alkohol. Når du lider af kærestesorg, kan du derfor hungre efter din eks på samme måde som en misbruger hungrer efter sit stof. Din hjerne belønner dig, uanset om du er forelsket eller tankerne kredser om den, du har mistet. Hjernen kender med andre ord ikke forskel på kærestesorg og forelskelse.
Der er altså ikke noget at sige til, at du kan have svært ved at koncentrere dig om dig selv og dit eget liv, når du lider af kærestesorg.
Heldigvis kan du hjælpe dig selv gennem kærestesorg.
Sådan kommer du igennem kærestesorg
- Undgå steder som betød noget særligt for dig og din eks: Restauranter, feriesteder, steder I gik tur sammen. Fjern også ting der minder om jeres tid sammen. Ned i en kasse med det og op på loftet. Det skal nok blive muligt for dig at se på det på et senere tidspunkt.
-
Prøv at afbryde dig selv, når tankerne cirkler om din eks. Foretag dig noget som, i kortere eller længere tid, kan få dig til at tænke på noget andet. Måske kan du rydde op i et skab, farve i en malebog eller bage en kage.
- Brug en ven som livline. Når du bliver grebet af knugen i brystet og næsten ikke kan holde ud at være i din egen krop, er det rart at kunne gribe fat i en ven. Aftal at din ven svarer dig på sms eller ringer op med det samme. Et hurtigt svar kan gøre en kæmpeforskel.
-
Sørg for at røre dig. Ud over at holde dig beskæftiget hjælper motion dig til at få det bedre med dig selv. Lav ikke noget vildt – du kan stresse kroppen, hvis du går for hårdt til den. Gå hellere en tur eller tag en yogatime.
- Husk det dårlige! Efter et brud kan du have tendens til pludselig at huske alt det gode. Men virkeligheden har jo været en anden. Tænk på episoder hvor din eks behandlede dig dårligt og på emner, som I bare aldrig var enige om.
- Gør hvad du kan for at forkæle dig selv: En god kop te, nyt tøj, en tur til vandet, bliv klippet. Når du lider af kærestesorg, kan du føle dig ret værdiløs. Dit selvværd kan få et knæk. At forkæle dig selv kan få dig til at føle dig værdifuld efter en kærestesorg. Giv dig selv kærlighed!
- Blokér din eks på Facebook og andre sociale medier. Du har IKKE brug for at fodre din i forvejen livlige fantasi. Du har heller ikke brug for at blive mindet om din eks på tidspunkter, hvor du i forvejen føler dig nede. Du kan skrive til din eks, at du blokerer for at give dig selv ro - ikke for at skabe uvenskab og konflikt. Måske kan I følge hinanden igen på et senere tidspunkt, når kærestesorgen har lagt sig lidt.
Først og fremmest: Vær tålmodig med dig selv! Kærestesorg tager tid at komme igennem. En tommelfingerregel er, at jo længere tid forholdet har varet - jo længere tid tager det at komme igennem kærestesorgen.
Det er nemt at pine dig selv med opgaver, der ligger foran dig. Stop op, vend dig om og se på de skridt, du allerede har taget for at komme igennem kærestesorgen. Og klap så lige dig selv på skulderen.
Heldigvis forandrer kærestesorgen sig. Den første tid efter skilsmissen er den værste. Derefter aftager kærestesorgen og bliver dag for dag lettere bære. Pludselig opdager du, at du ikke har tænkt på din eks hele dagen!
Få 5 (livsvigtige) trin til
godt samarbejde og overskud efter
skilsmissen
nyhedsmails med støtte til at komme helskindet igennem skilsmissen.