Slip kontrollen
Da min ældste datter skulle begynde i vuggestue, var det en sorg for mig.
Jeg vidste, at hun ville få det godt. Og at det var sådan, det måtte være. For jeg skulle tilbage på arbejde, og det ville også blive godt for mig.
Men fordi jeg var vant til at følge hvert et skridt, hun tog, var det en sorg for mig ikke længere at vide, hvordan hun udviklede sig dag for dag. Blev hun passet kunne jeg jo høre alt om hendes dag. Og jeg vidste godt, at det ville blive anderledes, når det var pædagoger, som også havde mange andre børn at tage sig, der skulle fortælle mig om hendes dag.
Heldigvis var pædagogerne flinke til at fortælle, når jeg kom for at hente hende, og jeg vænnede mig efterhånden til ikke selv at have oplevet alt, hvad hun lavede.
Det gik ok - lige til hun skulle i børnehave.
Og senere i skole.
Hver gang måtte jeg give lidt mere slip på hende. Få lidt mindre at vide om, hvordan dagen var gået.
Den største udfordring i forhold til at give slip var helt sikkert, da hun var 6 år og hendes far og jeg blev skilt. Da måtte jeg for alvor acceptere, at der var mange huller i min viden om hendes liv, som jeg ikke fik udfyldt. Nu var det ikke længere blot et spørgsmål om timerne fra vi sagde farvel om morgenen til om eftermiddagen, hvor vi mødtes igen. Nej nu var det 6 dage i træk.
En evighed for mig!
Senere blev de 6 dage sat ned til 4 dage, hvilket gjorde det lettere. Men det er stadig en sorg for mig at måtte undvære mine børn hver anden weekend.
I dag er min datter en skøn teenager, som har mere travlt med jobs, fritidsinteresser og veninderne end fortælle mor om, hvordan dagen er gået. Jeg forsøger stadig at følge med, give slip og blot nyde hende (og hendes lillesøster) så meget, jeg kan.
Direktør for familien
Måske har du behov for at vide, hvad der sker, når dine børn, er hos deres anden forælder?
Hvis du har været vant til at være inde over alt, der har med børnene at gøre, kan det også være svært at acceptere, at du ikke har kontrol over, hvad der foregår hos din eks. Du kan have det svært med, at I ikke er enige om, hvornår børnene skal bruge cykelhjelm, skal i seng om aftenen, hvor meget slik de må spise eller hvad de må bruge gavepengene fra fødselsdagen til.
Det kan især gøre ondt, hvis du ikke er sikker på, dine børn får den omsorg hos din eks, som du selv ville give dem.
Næste gang du mærker uroen indeni, så prøv at stoppe op.
Spørg dig selv: Hvad er det værste der kan ske?
Er der nogen, der kommer til skade? Sådan rigtig alvorligt? Er der reelt noget at bekymre sig for?
Eller handler det snarere om, at din eks vælger en 80% løsning, mens du ville vælge en 110% løsning?
Måske er de 80% faktisk godt nok?
Prøv at mærke efter: Reagerer du på mest på, at du føler, man altid skal yde sit bedste? At børnene aldrig må lide nogen form for afsavn? At de altid skal have det bedste af det bedste? Især nu, hvor deres forældre er skilt, og det hele er så synd for dem?
Prøv at øve dig i at fralægge dig behovet for kontrol med denne øvelse:
Få 5 (livsvigtige) trin til
godt samarbejde og overskud efter
skilsmissen
nyhedsmails med støtte til at komme helskindet igennem skilsmissen.
Ved at slippe kontrollen kan du også slippe for mange frustrationer
Kom godt igennem skilsmissen med min støtte.
Ring 30 26 55 03 og hør hvordan jeg også kan hjælpe dig. Få 20 min. gratis.
Slip kontrollen - øvelse
Vælg en opgave, som du ikke forbinder med følelser. Husarbejde er ofte et godt sted at øve sig.
Så hvis du fx bruger meget lang tid på at gøre badeværelset rent, så prøv at sætte uret til at ringe efter nogle minutter. Stop rengøringen og acceptér, at nu bliver der ikke gjort mere rent for denne gang.
Formålet er, at du kun udfører opgaven 80%.
Mind dig selv om at, at du er i en proces, hvor du forsøger at give slip på at have kontrol, og at det er vigtigere end det skidt, du måske kommer til at irritere dig over bagefter. Når du ser skidtet, kan du klappe dig selv på skulderen: Du øver dig, du lader det ligge, du gør det godt!
Det er ikke altid muligt at gøre alting perfekt. Men mindre kan bestemt også gøre det!
Tænk på at jo hurtigere du kommer igennem de praktiske opgaver - jo mere tid har du sammen med børnene. Når du er enlig forælder, så er tiden med børnene ekstra dyrebar - fordi du ikke har dine børn fuld tid.
Jo mere du vænner dig til, at tingene ikke er perfekte, jo mere vil du føle dig i kontrol, når tingene ikke går lige efter dit hoved. Også når det er din eks, der ikke lever op til dine ønsker.
Jeg håber, du får glæde af min lille øvelse. Den kan bane vejen for mindre frustration i dit liv!
God fornøjelse!